Døjer du med spændingshovedpine, smerter og ubehag i kæben, isninger i tænderne eller øresmerter? Så kan en bidskinne måske være løsningen for dig.
Herunder kan du blive klogere på, om du har brug for en bidskinne, og hvordan skinnen virker, så du er klædt bedst muligt på til at beslutte, om en bidskinne er noget for dig.
En bidskinne er en specialfremstillet skinne, der beskytter dine tænder og aflaster kæbemusklerne. Den bruges ofte om natten for at reducere tandslid forårsaget af tandpres eller tænderskæren (bruxisme), men bidskinnen kan også lindre mange andre symptomer.
Faktisk kan bidskinne være et vigtigt redskab for at få dig symptomfri. Bidskinnen har til hensigt at placere kæben i en bedre position, hvor både led og muskler kan slappe af og hele.
Mange af vores nye patienter eller henvisningspatienter har haft en bidskinne i mange år eller har tidligere brugt en bidskinne.
For nogle har skinnen ikke haft den optimale effekt, enten fordi skinnen ikke passer helt, eller fordi biddet over tid har ændret sig, så skinnen ikke passer og fungerer længere. Mange har haft en såkaldt refleksfrigørende skinne. Vi arbejder også med denne type skinner, men har også mere avancerede skinner, som vi anvender ved mere komplekse tilfælde eller hvis den refleksfrigørende skinne ikke giver nok effekt.
Kender du det, at du vågner om morgenen og føler dig virkelig træt? At dine kæber, nakke eller skuldre er ømme og kroppen lige skal i gang? Symptomer som hovedpine og spændinger i nakke eller kæbe – især om morgenen – kan være en god indikation på, at du har overaktivitet af dine kæbemuskler om natten, og kan have gavn af en bidskinne. Der er dog langt flere symptomer, der kan være en indikation på, at der er uhensigtsmæssig natlig overaktivitet.
Ofte kan stress være en udløsende faktor for kæbeaktivitet om natten, og mange oplever, at symptomerne opstår i perioder med øget stress og bemærker, at symptomerne ofte vender tilbage eller forværres, når de igen er udsat for stress. Derudover er overaktivitet af kæbemusklerne en bivirkning af flere typer medicin – bl.a. ADHD-medicin og antidepressiv medicin.
En bidskinne er en kompleks konstruktion, der skal tilpasses præcist til alle tænderne. Den skal både passe til de tænder, den sidder fast på, og være i korrekt sammenbid med tænderne i den modsatte kæbe. Derudover skal skinnerne guide kæben korrekt under bevægelse, så muskelaktiviteten mindskes, og presset på muskler og kæber reduceres. Da biddet ændrer sig i takt med, at kæbeledspositionen ændrer sig, vil skinnerne også løbende kræve justeringer. Det er derfor langt mere komplekst at fremstille en korrekt skinne end for eksempel en krone eller en fyldning. Af denne grund fraråder vi kraftigt brug af kommercielle skinner, som er købt på nettet eller på apoteket.
En bidskinne afhjælper generne af at skære tænder, bide tænderne hårdt sammen, eller hvis du har et skævt bid. For mange vil det være muligt at overføre forholdene på skinnen til ens egne tænder, så disse sidder i harmoni med kæbeleddet. En bidskinne behøver altså derfor i mange tilfælde ikke være en livslang behandling. Det kan kræve mindre justeringer af dit bid, større justeringer eller tandretning at blive fri for skinnen.
Nogle få patienter vil altid have behov for skinnen – også selvom biddet justeres. Det vil ofte dreje sig om patienter med meget høj tendens til natlig tænderskæren. En bidskinne kan være et vigtigt redskab for at få dig symptomfri.
Skinnebehandling og eventuelt ændring af bidforhold er altid forudgået af en objektiv undersøgelse og individuel vurdering af dig og dine symptomer. Det foregår ofte ved en såkaldt bidfunktionel undersøgelse.
Det er slut med aftryk af tænderne. Ved fremstilling af en bidskinne skal vores tekniker bruge en kopi af dine tænder og bidforhold. Tidligere skulle vi tage aftryk af tænderne for at få denne kopi. Nu fremstilles de i rent digitalt workflow, så du slipper for ubehagelige aftryk.
Det digitale workflow tillader også, at vi kan fremstille skinnen meget mere præcist i de rigtige proportioner og positioner i forhold til tidligere, hvor det skete med aftryk. 3D-skanneren som vi bruger, kan nemlig skanne i den optimale position for muskler og led.
Hvis vi har vurderet, at du vil have gavn af en bidskinne, laver vi et digitalt 3d-skan af dine tænder og skanner underkæben i den position, hvor muskler og led hviler. Dette skan sendes til en tekniker, der fremstiller din skinne.
Ved næste besøg udleveres skinnen, og vi kontrollerer, at skinnen passer på dine tænder.
Herefter starter kontrolforløbet. Vi har ofte som minimum tre kontroller. Efter 2-3 uger, 1 måned og 3 måneder. Nogle patienter har en kraftig muskulær skævhed i kroppen forud for skinnebehandling, som skinnen løbende hjælper kroppen med at rette op på. Der kan derfor blive behov for flere kontroller, da underkæbens position flytter sig i takt med at kroppen retter sig op.
Ved alle kontroller udfører vi en posturologisk test af din kropsholdning, for at være sikker på, at skinnen passer til dig og din krop. Læs mere om posturologi her.
Din bidskinne skal rengøres dagligt. Skyl den i lunkent vand efter brug og børst den forsigtigt med en blød tandbørste og mild sæbe – undgå tandpasta, da det kan ridse overfladen.
Hvis der sætter sig tandsten på skinnen, kan den lægges i lige dele vand og klar eddike i 30-60 minutter, hvorefter den skylles grundigt.
Opbevar altid din bidskinne tørt i den udleverede æske, når du ikke bruger den, og undgå at udsætte den for varme, da dette kan ændre dens form. Husk at tage den med til dine tandlægebesøg, så tandlægen kan kontrollere, at den stadig passer og fungerer optimalt.
Selvom det er muligt at finde billigere bidskinner på apoteket eller nettet, anbefales det ikke.
Disse skinner er ofte standardmodeller og tilpasser sig sjældent din mund præcist, hvilket kan føre til forkert bid og i værste fald øge problemerne med kæbe, muskler og led. En individuelt fremstillet bidskinne hos Tandlægerne Hundebøll & Fruelund sikrer korrekt pasform, optimal støtte og mulighed for justeringer undervejs, hvilket er afgørende for at opnå den ønskede lindring.
Vi anbefaler aldrig bløde bidskinner, da disse som regel øger muskelaktivitet, og forværrer symptomerne.
Du kan se vores priser her. Vores skinner inkluderer både selve skinnen og de første tre kontrolbesøg. Disse kontrolbesøg er vigtige for at sikre, at skinnen passer korrekt og fungerer optimalt, samt for at foretage eventuelle justeringer, så den bedst muligt afhjælper dine gener. Bidskinner er tilskudsberettiget hos Sygeforsikring “danmark”.
Har du en bidskinne, der aldrig rigtig har hjulpet på dine symptomer? Eller vågner du og er øm i kroppen eller i tænderne? Rind til os på 86 46 30 61 for en personlig vurdering af dine bidforhold, og hør, hvordan vi kan hjælpe dig.
Du kan også bruge kontaktformularen eller sende en mail til info@jerestandlaege.dk, så kontakter vi dig.
Så kontakter vi dig
Et grundig tandeftersyn og forebyggende tandbehandling hos din tandlæge, kan gøre hele forskellen for, om du bevarer dine tænder livet igennem. Den vigtigste tandbehandling er den forebyggende, da den i høj grad vil kunne holde dine tænder sunde og stærke og forebygge større tandproblemer. Ved tandeftersynet får du grundig information om, hvordan du bedst forebygger sygdom i munden.
Ved tandeftersynet vurderes, hvilket indkaldeinterval der er bedst for netop dig. Det er en faglig vurdering, der afgør, hvilket interval du anbefales.
Intervallet afhænger af sygdomsgraden i din mund. Har du ingen eller meget lav grad af sygdom i munden indkaldes du normalvis 1 gang årligt. Har du derimod f.eks. huller, tandkødsbetændelse eller parodontitis anbefales yderligere kontroller hver 3.-6. måned.
Ved tandeftersyn tager vi røntgenbilleder ved behov, og fjerner belægninger på tænderne.